Regnskovens ånder, orakler og dæmoner

Religionshistoriker Mikael Rothstein har forsket i alverdens religiøse konstruktioner – fra Jesusforestillinger til ufo­dyrkelse. På Humaniorafestivalen holder han søndag kl. 16 foredraget ”Borneos sidste nomader” om penan-folket

Af Anna Bak

Hvordan endte du i Borneos regnskov?

-Jeg besøgte penanerne i Sarawak første gang for at samle materiale til en udstilling på Zoologisk Museum. Gennem kontakter på museet var jeg blevet bedt om at drage ud i verden for at lave en god historie om mennesker og fjer. Museet var ved at forberede en fjerudstilling, og så ville man koble et kulturvidenskabeligt perspektiv på.

-Jeg er lidt fugletosset selv, så opgaven var lige noget for mig. Jeg har også gang i studier af samme slags i Brasilien og på Hawaii, så det passede smukt sammen. Jeg tog af sted sammen med min ven naturfotografen Henrik Egede-Lassen, der taler penanernes sprog, og kom hjem med spændende sager. Zoologisk Museum viser i øvrigt udstillingen frem til januar 2008, og den er superflot og spændende.

Hvordan gik mødet med penan-folket?

-Det gik godt, hvis man tænker på resultaterne rent fagligt. Som udgangspunkt er der en vis reservation, men hvis man tager del i folks hverdagsliv og viser sig oprigtigt interesseret, så kommer tilliden lige så stille. Vi har tilbragt mange timer med at lytte til de særeste fortællinger om livet som nomade i regnskoven, og vi har set, hvordan man klarer de mest bemærkelsesværdige situationer. Det triste er, at tømmerfirmaer systematisk ødelægger penanernes skov, og at de mennesker, vi har mødt, derfor er de sidste nomader i det, der engang var en nærmest uendelig regnskov. I dag er der kun de meget sørgelige rester tilbage.

-Men historier er der nok af, og penanerne elsker at fortælle. Alle historier kredser om skoven – tongtana – med dens byttedyr, fugle, der giver besked fra ånderne, farlige dæmoner, giftige planter og dejlige frugter. Skoven er et mylder af liv, som giver anledning til et mylder af forestillinger.

Hvad har det med religion at gøre?

-Nu er religion jo ikke andet end noget, mennesker siger og gør. Derfor finder man religion overalt, hvor mennesker lever, om det er i Gentofte eller i Sarawaks skove er ligegyldigt. I mit arbejde med penanerne har jeg fokuseret på deres myter og ritualer. Ved at spørge til det, vi kalder religion, har jeg fået indsigt i dele af deres kulturelle systemer. Slet ikke nok, men dog så meget, at jeg synes, at jeg kan fortælle videre om det, mens jeg prøver at blive klogere. Jeg har indsamlet historier om ånderne, fugle-oraklerne, dæmonerne og om de nye væsener, som kristne missionærer har forsøgt at introducere.

-De kristne mener, at penanerne skal ud af skoven for at blive ordentlige mennesker. De er ikke et hak bedre end tømmerfirmaerne, der ødelægger skoven. Sidste mulighed for at lære noget om, hvordan mennesker skaber religiøse begreber i samspil med regnskoven, er altså nu. Lige nu. Derfor har jeg bevidst indsamlet myter og fortællinger. Penanernes pusterør kan intet stille op imod tømmerfirmaernes bulldozere, og deres intellektuelle og religiøse tradition ender med at måtte give fortabt under presset fra den moderne verden og de kristne. Det er meget trist. Men vi skal glæde os over alt det spændende, penanerne kan fortælle os her og nu om deres kultur og den skov, de bor i. Det er lidt af det, jeg glæder mig til at fortælle om i mit lysbilledforedrag, som Henrik Egede-Lassen har lovet at hjælpe mig med at sammensætte.